Øens sydligste campingplads er smukt beliggende med en overdådig havudsigt mod vest. I det fjerne ses Endelave og Horsens Fjord, mens man mod nord kan se helt til Århus.
Pladsen er meget fredelig og hyggelig, og der er god plads til den enkelte campist. Der er også mulighed for at samles i flok, hvis man f.eks er en gruppe, der er på en fælles tur. Der er tradition for, at man vælger pladsen her til biltræf, golfture eller i forbindelse med kursusvirksomhed.
Pladsen har sin egen badebro og er berømt for sine vidunderlige solnedgange.
Der er fine fiskeforhold ud for pladsen. Der fiskes både sild og ørred og i sæsonen er der hornfisk og hummere i det rene vand.
Pladsen har et stort fælles hus med alle køkkenfaciliteter samt kønsopdelte baderum og toiletter. Der er også en tømningsplads og skønne områder med borde og bænke.